SkakfestivalFredag d. 30. juli 2010 PRESSEMEDDELELSE
Udsendt fredag den 30. juli 2009
Åbning af Nordeuropas største skakfestival
Skakfestivalen Copenhagen Chess Festival 2010 åbner lørdag den 31. juli kl. 13 på Lo-Skolen i Helsingør, når Dansk Skak Unions formand Lars-Henrik Bech Hansen og Københavns Skak Unions formand Sigfred Haubro byder velkommen.
Spillet sættes i gang kl. 14, og i år er der store forventninger til turneringens stærkeste spiller, den ukrainske stormester Pavel Eljanov, der er nr. 8 i verden.
Det er fjerde gang Københavns Skak Union afvikler Copenhagen Chess Festival på Lo-Skolen, og i år har den deltagelse af 310 spillere fra 27 nationer – det gør skakfestivalen til Nordeuropas største. Selve hovedbegivenheden er Politiken Cup. Derudover spilles en Børne Cup, og der afvikles en lang række foredrag og simultanforestillinger.
I år er festivalen udvidet med en opvisningsmatch mellem Danmarks stærkeste spiller, stormester Peter Heine Nielsen, og den tidligere VM-sølvvinder, den russiske stormester Peter Svidler. Denne opvisningsmatch er en særlig hyldest af skaklegenden Bent Larsen, der tidligere i år blev 75 år.
Skakspillerne – der varierer i styrke fra begyndere til stormestre – skal igennem 10 runder, før vinderen af Politiken Cup er fundet søndag den 8. august.
Presseansvarlig Jan Løfberg (DJ) kan kontaktes på 20 74 18 30, og han står hver dag til rådighed for medierne og vil være behjælpelig med at opfylde specialønsker: Interviews, almene historier, historier med lokale vinkler og fotos samt optagelse med videoudstyr.
Belysningsforholdene på Lo-skolen er fremragende, så det er nemt at arbejde for TV-stationerne.
Yderligere information kan indhentes hos den presseansvarlige på nedenstående nummer eller på hjemmesiden www.ksu.dk
Med venlig hilsen
Jan Løfberg
Presseansvarlig for Københavns Skak Union
Telefon 20 74 18 30
eller
lofbergsforlag@gmail.com
|