Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Tennis

Søndag d. 29. oktober 2006

OFFICIELLE NYHEDER FRA F.REKLAME A/S



Caroline Wozniacki før den store gallaaften:
Jeg vil være lige så god som Venus Williams




Dansk tennis absolut mest hotte navn, Caroline Wozniacki, kan stadig ikke helt fatte, at hun mandag den 27. november skal møde Venus Williams i en opvisningskamp i KB-Hallen.

For blot et år siden havde denne mulighed været en utænkelighed for Caroline, der har verdensstjernen Venus Williams som sit store idol.

Om en måned bliver braget i KB-Hallen til virkelighed for 16-årige Wozniacki, der som juniorspiller har opnået en masse flotte sejre. Hvem husker ikke hendes sejr sidste år i Wimbledon, og senest er hun endt øverst på sejrspodiet i turneringen i Japan.

Men for Caroline er marchen mod de helt store triumfer på ATP Touren først lige begyndt. Drømmene om at vinde Grand Slam titler og blive verdens bedste tennisspiller.

Alt dette har Venus Williams allerede prøvet.

Derfor har matchen den 27. november stor betydning for Caroline.

”Det bliver rigtig fedt at møde hende. Venus er jo en meget stor stjerne, mens jeg kun er på vej op. Hun har vundet en masse Grand Slam titler, og det samme går jeg jo efter. Jeg håber helt sikkert, at jeg med tiden kan vinde det samme som Venus. Mit mål er ganske enkelt at blive verdens bedste tennisspiller.

Og det er noget, som jeg tror 100 procent på. Jeg har allerede som junior vist spil af høj klasse, og jeg er ikke bange for at sætte mine mål højt. Jeg slider hver dag hårdt for at nå frem til målet. Det kan nogle gange være surt at skulle stå tidligt op om morgenen og løbe en lang tur i regnvejr. Men jeg springer sjældent min træning over. Jeg ved jo, hvad der skal til for at blive den bedste,” understreger Caroline Wozniacki, der for fire år siden fik et kvarters træningstid med Venus Williams.



Sjældent i skole



Det var i forbindelse med Williams seneste besøg i Parken.

”Jeg spurgte hende bare, om hun ikke havde løst til at slå et par slag. Og det havde hun da ikke noget imod, og rent faktisk stod vi og spillede i et kvarters tid. Bare det var stort for mig. Hvordan bliver det så ikke at skulle møde Venus i en rigtig kamp,” siger Caroline med et stort smil.

I de fleste måneder af året er Caroline på farten verden rundt.

Kun i november og december er hun hjemme i Danmark, og de måneder bliver hovedsagelig brugt på at indhente det forsømte skolearbejde.

Caroline går i 1. G på Marie Kruses Skole i Farum, men det er sjældent hun er til stede i klasselokalet.

”Jeg følger dog alligevel godt med, idet jeg kommunikerer med mine lærere og de andre elever via nettet. Men lige nu har jeg vel 75 procents fravær fra skolestarten og så til nu. Jeg ser det dog ikke som det store problem, for jeg laver jo mine lektier på de mange rejser. Her er der ofte temmelig meget spildtid, men så tager jeg bare mine skolebøger frem.

Ellers bruger jeg noget tid på at se TV eller tage ind og besøge de forskellige byer sammen med min far. Jeg finder det vigtigt, at jeg ikke bare ser hotellet og hallen. Alle disse oplevelser er nemlig med til at give en masse ekstra energi til de sure stunder,” lyder det fra Caroline Wozniacki.

Caroline har altid sin far Piotr med på de mange rejser, og det har hun det fint med.

”Jeg tror det havde været langt sværere med en manager i stedet for min far. Jeg kan snakke med min far om alt, og vi snakker virkelig frit. Og vi finder også altid en god løsning, hvis noget i mit spil ikke lige fungerer,” konstaterer Caroline.

Hendes mål for 2007 er at rykke højere op i rangeringen, og så vil Caroline arbejde hårdt på at komme ind i en Grand Slam turnering.



Sikker på TV



”Mit spil skal ligeledes forbedres, selvom der kun er tale om små nuancer.”

Så der er ingen tvivl om, at Caroline Wozniacki netop nu er startet på noget meget stort.

Hendes succes som junior har for øvrigt på mange punkter allerede givet hende en masse selvtillid. Det gælder også med hensyn til hendes mange optrædener foran et Tv-kamera.

”Jeg er overhovedet ikke nervøs for at være i TV. Jeg tænker blot på, at jeg sidder og snakker med en god ven eller bekendt. Og den del af det kommer også til at hjælpe mig i fremtiden. På den måde kommer det ikke som et chok for mig, når jeg vinder en stor turnering. For så vil der helt sikkert pludselig være en masse pressefolk omkring mig,” griner Caroline.

Nøjagtig som der vil være det til den store gallaaften mandag den 27. november i KB-Hallen.

Udover denne superkamp får publikum også show for alle pengene.

I en Legends live double møder Michael Mortensen og tryllekunstneren Mansour Bahrami den altid populære spasmager Henri Leconte og Frederik Fetterlein.

Så der er på alle måder lagt op til en fantastisk aften på Frederiksberg.





f.reklames pressechef Flemming Vitus står selvfølgelig til rådighed for yderligere spørgsmål i forbindelse med tennisgalla 2006. Vi kan allerede nu fortælle, at der bliver pressemøde med Venus Williams og Caroline Wozniacki søndag den 26. november. Sted og tid er endnu ikke fastlagt.

De medsendte fotos er for øvrigt til fri afbenyttelse.





Venlig hilsen f.reklame A/S

Pressechef

Flemming Vitus

Tlf.: 20 85 11 41

Mail: vit@vitusbureau.dk







Venlig hilsen

Managing Director

Mads Frederiksen

Tlf.: 33 12 72 44

Mail: mhf@f-reklame.dk









Hilsen





Vitus