PRM: AaBTirsdag d. 24. januar 2006 Pressemeddelelse Mandag den 23. januar 2006 Casper Jacobsen på kontrakt i AaB
AaB skriver kontrakt med målmand Casper Jacobsen for det næste halve år.
Siden AaB den 4. januar startede forberedelserne til forårets udfordringer har den tidligere Viborg-, AGF- og Hobro-målmand Casper Jacobsen deltaget i træningen på Hornevej.
Denne prøvetid er forløbet så godt, at parterne nu har indgået en kontrakt indtil den 30. juni 2006.
AaB’s sportsdirektør Lynge Jacobsen er glad for aftalen.
- Både på og uden for banen har Casper Jacobsen vist sig som et positivt bekendtskab, konstaterer Lynge Jacobsen.
- Erik Hamrén og Allan Kuhn har været særdeles tilfredse med, hvad Casper har leveret på træningsbanen. Desuden er det vores indtryk, at Casper er faldet godt til i truppen, så beslutningen var fra vores side ikke så svær, fortæller Lynge Jacobsen.
I dette forår var Kenneth Stenild i første omgang udset til at være reserve for Jimmy Nielsen, men en alvorlig skade hos den unge målmand betyder, at 26-årige Casper Jacobsen nu overtager den rolle.
- Med aftalen med Casper Jacobsen føler vi os nu helt trygge omkring målmandsposten, og det er selvfølgelig vigtigt, understreger Lynge Jacobsen.
Casper Jacobsen har fået sin fodboldopdragelse i Viborg F.F., hvor det også er blevet til 13 kampe på det bedste mandskab, selvom konkurrenterne til pladsen mellem stængerne har været henholdsvis Arek Onyszko og Jesper Christiansen.
Et mellemspil i AGF levede aldrig op til forventningerne, hvorimod det seneste halve år som ankermand på Hobros hold i 2. division har været en stor succes.
Casper Jacobsen, der overtager trøje nummer 28 i AaB, er ligeledes noteret for en enkelt kamp på det danske U/21-landshold i 2000. For yderligere oplysninger: Casper Jacobsen 20 91 96 85
Sportsdirektør Lynge Jacobsen 20 67 83 49
Med venlig hilsen AaB A/S Brian Andersen Pressechef Tlf. 96 35 59 00 - mobil 40 91 56 58 Besøg www.aabsport.dk
|