Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Mindeord om Flemming Nielsen

Fredag d. 23. november 2018

Frits Ahlstrøm skriver mindeord om Flemming Nielsen
Flemming Nielsen, en af spillerne på det legendariske Sølvholdet, er død. Han blev 84 år.
Af de 19 spillere, der udgjorde den danske trup ved De olympiske Lege i Rom i 1960, lever kun
fem: Finn Sterobo (OB), Poul Jensen (Vejle Boldklub), Jørn Sørensen (KB), Tommy Troelsen (Vejle
Boldklub) og John Danielsen (B 1909).
Flemming Nielsen spillede for B 93 og AB inden han i sommeren 1961 skrev en treårig kontrakt
med Atalanta BC i den italienske Serie A for en overgangssum på angiveligt 215.000 kroner; et
anseeligt beløb dengang.
Eftersom DBU kun ville anvende amatører på landsholdet, sluttede Flemming Nielsen med 4 mål i
26 landskampe. Det var først i 1971, DBU bestemte sig for at ville hjemkalde de professionelle i
udlandet.
Amatørismens forkæmpere udelukkede også hans landsholdskammerat Harald Nielsen, som på
samme tid havde indgået en aftale med Bologna FC.
Flemming Nielsen debuterede på A-landsholdet den 4. juni 1954. Det var mod Norge på det gamle
Malmö Stadion i semfinalen i Det svenske Fodbold Forbunds 50 års jubilæums-turnering. Tre
andre: Børge Christensen, Ove Bech Nielsen og Valdemar Kendzior fik også deres debut.
16.000 tilskuere så følgende danske hold tabe 2-1 efter forlænget spilletid:
Kaj Jørgensen (AB) – Erik Køppen (KB) og Christen Brøgger (AB) – Flemming Nielsen (B 93), Poul
Andersen (B 93) og Børge Christensen (B 93) – Ove Bech Nielsen (AB), Knud Lundberg (AB),
Valdemar Kendzior (Skovshoved IF), Aage Rou Jensen (AGF) og Jens Peder Hansen (Esbjerg fB).
UK gjorde tilsyneladende Flemming Nielsen til en af syndebukkene for nederlaget, eftersom der gik
2½ år før han på ny blev udtaget til landsholdet. Siden var han mere eller mindre selvskreven, og i
1960 spillede han samtlige ti landskampe.
Nu til dags er et langt indkast og en målgivende frisparksbold forbi muren ofte afgørende i en
kamp. Flemming Nielsen mestrede dem begge allerede for 60 år siden ligesom han beherskede
såvel de korte som de lange afleveringer samt de glidende tacklinger.
I landskampen mod Norge i Idrætsparken den 25. maj 1960 scorede han to gange på langskud,
hvor han fik bolden til at ”brække” så den totalt overrumpede den rutinerede norske målmand
Sverre Andersen.
Flemming Nielsen etablerede sig prompte i Serie A, der på det tidspunkt var den bedste og mest
attraktive liga i europæisk fodbold.
Mindre end fire måneder efter sin ankomst til Italien blev Flemming Nielsen udtaget til Lega
Nazionale XI – et hold af spillere fra Serie A – til kampe mod den skotske liga i Glasgow og den
engelske liga i Manchester.
90.000 tilskuere overværede 1-1 kampen på Hampden Park, mens 50.000 tilskuere så spillerne fra
Serie A vinde 2-0 på Old Trafford over et hold, der var identisk med det engelske landshold.
Da Lega Nazionale XI løb ind på Old Trafford, lød det fra stadion-speakeren – typisk for engelsk
humor: Vi har nu den glæde at byde velkommen til blomsten af dansk, svensk, walisisk, skotsk,
engelsk og argentinsk fodbold – kort sagt: det udvalgte italienske hold.
Han hentydede til Flemming Nielsen, Kurt Hamrin, John Charles, Denis Law, Gerry Hitchens og
Humberto Maschio.
Lega Nazionale XI spillede fem kampe fra 1961 til 1964, og Flemming Nielsen blev udtaget til hver
af dem.
Flemming Nielsen var i begyndelsen af 1960 indiskutabelt en af verdens bedste midtbanespillere;
dengang betegnet som højre half. Jeg så selv hvordan han i marts 1964 på det gamle Stadio
Comunale i Torino totalt neutraliserede den fænomenale Omar Sivori og hjalp Atalanta til at spille
0-0 mod Juventus.
Omar Sivori, den temperamentsfulde argentinske dribler, der altid optrådte med nedrullede
strømper, kunne drive enhver modstander til vanvid; dog ikke Nielsen fra Danmark. Selv om sneen
dryssede ned, bevarede den langbenede dansker balancen og roen på den glatte bane overfor
denne spiller; en af dem, han beundrede mest af alle sine modstandere. En anden var Gianni
Rivera i AC Milan.
Jeg havde den glæde at køre med Atalantas hold i bus den knap 200 km lange vej fra Torino
tilbage til Bergamo, hvor jeg skulle bo hos Flemming og hans elskelige hustru Birthe i en uges tid.
Højdepunktet for Flemming Nielsen i hans tre sæsoner i Italien var 3-1 sejren over AC Torino i
finalen i Coppa Italia søndag den 2. juni 1963 på Stadio San Siro i Milano. Det er det eneste trofæ,
klubben har vundet i sin 111 år lange historie.
Angelo Domenghini, den da 22-årige fodrappe, bevægelige og teknisk brillante angriber, lavede
hatrick. Han vandt senere det italienske mesterskab med FC Internazionale Milano to gange og
med Cagliari Calcio én gang, Europa Cup-turneringen for mesterhold og to gange VM for klubhold
med FC Inter samt Europa Mesterskabet med Italien i 1968.
De 11, der triumferede i den blå-og sortstribede trøje på San Siro i 1963, var:
Pierluigi Pizzaballa (nu 79 år), Alfredo Pesenti (77), Franco Nodari (død 2015), Giorgio Veneri (79),
Piero Gardoni (død 1994), Umberto Colombo (85), Flemming Nielsen (død 2018), Angelo
Domenghini (77), Salvador Calvanese (84), Mario Mereghetti (80) og Luciano Magistrelli (død
2011).
I sommeren 1964, da hans kontrakt med Atalanta BC udløb, fik den da 30-årige Flemming Nielsen
et gyldent tilbud fra Cagliari Calcio, der netop var rykket op i Serie A og satsede på at vinde
mesterskabet (hvad der dog først lykkedes i 1970).
Danskeren var særdeles interesseret. Der var dog et problem. Cagliari lå på Sardinien, og det
betød, at holdet skulle flyve til alle sine kampe på fastlandet.
Flemming Nielsen havde pådraget sig en flyskræk i 1960, da otte danske fodboldspillere mistede
livet ved en ulykke i Kastrup.
Det endte med, at han kom til FC Morton Greenock i den skotske liga, hvor han var på hold med
flere danskere: Erik Lykke Sørensen, Kaj Johansen, Preben Arentoft og Carl Bertelsen inden han
efter to sæsoner vendte hjem til Danmark, gentoptog sit job som journalist og sluttede sin karriere
i elite-fodbold i B 93.
Flemming Nielsen var i mange år en af de førende fodboldskribenter på Politiken og BT. I sine tre
år i Italien leverede han ugentligt artikler til BT om fodbolden i ’Støvlelandet’.
Det var dog ikke slut for ham med at spille fodbold. Han optrådte på et veteranhold i AB, på
Stjerneholdet (både indendørs sammen med Dirch Passer og udendørs) samt på journalistlandsholdet.
Det blev i reglen til 60-70 kampe om året – plus træning et par gange om ugen.
Selv da han havde rundet de 80, kom han på ABs anlæg i Bagsværd for at ”tjønse”. Det kan bedst
karakterisere som fodbold til små mål, endda skamler. Det kan være 1 mod 1 eller 2 mod 2 etc.
-Han var en formidabel modstander på tomandshånd, skrev Knud Lundberg i sin introduktion til
den bog: Fodbold på Italiensk, som Flemming Nielsen udgav i 1963. Uanset hvad kunne Flemming
ikke fordrage at tabe.
Knud Lundberg oplevede det selv i 1954 nogle uger efter de havde spillet sammen på landsholdet;
34-årige Lundberg som anfører og 20-årige Flemming som debutant.
-Vi tog til VM-slutrunden i Schweiz for at se, for at lære og for at skrive om turneringen, skriver
Knud Lundberg. Vi boede i bilen, som vi havde parkeret ved en bjergsø omgivet af en masse græs.
To små bænke gjorde det ud for mål. Og hver eftermiddag udkæmpede vi vort eget VM.
Flemming Nielsen havde – på godt og ondt – en ubændig vilje til at vinde. Det affødte mange
episoder, som vakte morskab bagefter; måske med undtagelse for den eller dem, det var gået ud
over i kampens hede.
Han undlod ikke at kritisere sin lærermester Knud Lundberg eller for den sags skyld Michael og
Brian Laudrup og andre stjerner, når de gæsteoptrådte på hans hold.
Jeg husker en kamp med journalist-landsholdet i Sofia i 1989; knap fire uger før Knud Lundberg
fyldte 69. Hans boldbehandling og blik for spillet var stadig eminent, men han var i sagens natur
ikke så mobil længere. Bolden skulle helst spilles lige til ham; til gengæld kunne han med en
enkelt berøring selv i en presset situation slå en perfekt aflevering – kort såvel som lang.
Men så hændte det, at Knud Lundberg i et kontrastød mistede bolden. Flemming Nielsen kikkede
straks på mig – jeg fandt aldrig ud af hvorfor han altid gjorde det, når han skulle kommentere en
medspillers fejl på banen. Og hvorfor han i den forbindelse altid kaldte mig ved mit fulde navn.
-Frits Ahlstrøm, sagde han. Jeg tror, det er på tide, vi fortæller Lund, at han er blevet for gammel.
Hans respekt for og kærlighed til Knud Lundberg gjorde dog, at han sagde det lavmælt. Bagefter
havde Flemming glemt alt om det; og næste gang var Lundberg nummer to på holdkortet – efter
Flemming selv.
I en kamp for Stjerneholdet i Kirke Saaby havde han selv en mindre god dag, og det fik hans
lillebror Vagn at høre. Da Vagn slog en perfekt aflevering til ham, smuttede bolden over hans fod.
Flemming satte hænderne i siden, rettede blikket mod Vagn og udbrød: Vagn Nielsen! Til den
anden fod, så jeg kan spille den videre første gang.
I en kamp med journalist-landsholdet i Rom i 1960 mødte vi et hold af italienere, deriblandt
Ferruccio Mazzola, der havde spillet for blandt andre S.S. Lazio og ACF Fiorentina. Han var kun 35
år og stadig i fin form.
Vi havde ofte et problem med at finde nogen til at være målmand. Sådan var det også i Rom.
-Der må være én af os, som kan klare den opgave, mente Flemming uden at tænke på sig selv
som en mulighed.
En ung journalist fra Fyens Stiftstidende løftede forsigtigt sin ene hånd og sagde: Jeg var målmand
i mine yngre år.
Så var det problem løst – og dog. Ferruccio Mazzola og hans holdkammerater kørte rundt med os
og vandt 7-1. Da de scorede til 4-1, skyldtes det, at vor unge målmand fumlede bolden ind over
stregen.
Flemming Nielsen reagerede prompte. Stående i midtercirklen kikkede han på mig og råbte, så det
kunne høres over hele anlægget, der havde været anvendt til de olympiske atleters træning i
1960:
-Frits Ahlstrøm. Sig mig. Har han haft polio som barn?
Efter kampen var der ingen bebrejdelser. Tilbage i omklædningsrummet havde Flemming som altid
glemt sine udbrud.
Sådan som det også var tilfældet, da vi spillede mod de tjekkiske journalister i Prag.
Vi var igen i bekneb for en målmand, men Børge Andersen, mælkemanden, der arrangerede
atletikstævner og skrev på freelance-basis til Aalborg Stiftstidende, tilbød sin assistance. Han blev
udstyret med handsker og en kasket, så han i det mindste lignede en målmand.
I sin 4-3-3 formation stillede Tjekkiet med tre frontløbere, der et år eller to tidligere havde sluttet
deres karriere i storklubben Dukla Praha. De var stadig i god fysisk form. Venstrefløjen løb 100
meter på omkring 11 sekunder.
Vi havde som højre back Berlingske Tidendes sportsredaktør, Poul Prip Andersen, der havde
opnået syv kampe på 1. holdet i KB, men nu var over 60 og havde udstået to blodpropper.
Det var en ulige kamp; også på grund af varmen. Der var 30 grader i skyggen.
Den tjekkiske wing sprintede forbi Prip og centrede i fuldt løb til sin udækkede holdkammerat, der
stod lige udenfor straffesparksfeltet og helflugtede bolden mod mål. Børge Mælkemand nåede ikke
at reagere. Bolden ramte ham lige i solar plexus, og han segnede langsomt til jorden som en
gummidukke, der var blevet stukket hul i med en nål. Mens tjekken scorede på riposten.
Flemming var første mand hos Børge, bøjede sig over ham og råbte.
-Hvad fanden laver du, Børge? Hvorfor holdt du ikke fast på bolden?
Børge ænsede ham ikke og kom først til sig selv nogle minutter senere, så han kunne bæres ind i
omklædningsrummet.
Jeg husker ikke hvem der tabte lodtrækningen og måtte overtage målmands-posten. Vi tabte i al
fald kampen. Det skal dog retfærdigvis siges, at journalist-landsholdet sjældent tabte.
Anekdoterne er talrige, og Flemming Nielsen vil blive husket for mange af dem.